Skanderborg Roklubs ungdomsafdeling har 15 – 20 unge under 18 år og en fast stab af trænere.
Ungdomsafdelingens aktiviteter foregår hver mandag aften for nye roere og om onsdagen for de erfarne. Erfarne roere må også gerne komme om mandagen.
Nye ungdomsroere skal igennem et instruktionsforløb, der tager 8-12 gange. Derefter kan de frigives som fuldbyrdige roere og kan deltage i onsdagsaktiviteterne.
Om sommeren ror vi ture på Skanderborg Sø og tager på udflugter til andre klubber. Der ud over laver vi kaproning, Geocaching, quizture, scullertræning og meget andet. Vi har en venskabsklub i Slesvig, hvor vi laver gensidige besøg en gang om året med overnatning i en weekend.
Om vinteren laver vi roergometertræning, øver knob og hygger med fællesspisning, bordtennis og filmaftener.
Ungdomsafdelingen er en selvstændig enhed og ungdomslederen er medlem af bestyrelsen.
Hvert år afsættes et beløb på klubbens budget, som er bestemt til aktiviteter i ungdomsafdelingen. Disse penge går til lagkager, bowling, sommerferielangtur og meget andet, der er med til at samle de unge om rosporten.
Krav til ungdomsroerne:
Vi er en breddeklub og har plads til alle. Man skal ikke være i god form for at starte hos os. Vi dyrker hyggen og fællesskabet, og det skal være sjovt at ro.
Viser den unge et særligt talent for rosporten, så sikrer vi kontakt til klubber, som har højere grad af elitetræning. F.eks. Brabrand roklub hvor flere af Danmarks OL atleter kommer fra.
Hvis man gerne vil starte så kan man møde op til vores almindelige træning mandag kl 18 på Sølystvej 4. Kontakt ungdomslederen, så vi ved, at du kommer.