Nye medlemmer

Er du ny roer?

Hvis du ønsker at ro i Skanderborg Roklub, kan du enten tilmelde dig eller bestille en prøvetur. Alle over 10 år kan blive medlem af klubben. Hvis du vil på søen er det et krav, at du kan svømme 300 meter uden pauser. Hvis du kun vil rospinne i vores romaskiner, er svømning ikke et krav.

Du behøver ikke at være i god form for at blive medlem. Men roning er mega sundt for hele kroppen. Vi er en klub, som har medlemmer i alle størrelser, og du vælger selv, hvordan dine ture skal være.

 

Mere information om instruktionen:

Instruktøren sørger for, at du lærer alle de grundlæggende ting, du skal vide, for at blive frigivet roer.
Du skal lære korrekt rotag, kommandoer, båddele, håndtering af både og andet udstyr, basale søfartsregler, Skanderborg Roklubs reglement samt Skanderborg Søs geografi.
Du vil typisk komme på hold med en anden ny, og er i to der starter sammen, så er der mulighed for, at I kan være på hold sammen. Instruktøren aftaler med jer, hvornår I kan tage ud og få instruktion, det kan tilpasses, så det passer ift jeres kalender. Vi har både instruktører, der kan tage hold om formiddagen og andre, der kan tage aftener og weekender.
Man skal ud 7 - 10 gange, før man kan blive frigivet som rigtig roer.
Når instruktøren mener, at du er klar, så vil denne aftale en frigivelsestur med en anden instruktør, som så vil teste, om du har lært det hele.
Så snart du er frigivet, så kan du komme på de almindelige roaftener og tilmelde og oprette ture på vores applikation Rokort.dk. Det er dog muligt at komme med på ture, før du bliver frigivet, hvis du bare aftaler det med din instruktør. Når du er frigivet, kan du ro med alle andre, men der skal være en ansvarlig styrmand i båden.
Hvert år i august holder vi Kanindåb, hvor de nye kaniner får "klippet ørene af" og bliver døbt til at være rigtige roere. Om aftenen fester vi og fejrer vores nye medlemmer.
Senere:
Alle frigivne roere over 15 år vil blive tilbudt et styrmandskursus samme år, som de bliver frigivet.
Kurset tager 4 timer og afholdes i Skanderborg Roklubs lokaler. Efter kurset er der tid til at læse op på kursusmaterialet og derefter en lille eksamen .
-
Du har også mulighed for at få scullerret, så du kan ro i vores smalle 1-mands scullerbåde (kaproningsbåde). Har du scullerret, så er du ikke afhængig af andre for at komme ud at ro, du kan tage ud lige så ofte, du lyster.